Jeg hedder Mette og er 50 år gammel. Jeg bor på en landejendom sammen med min familie i en lille landsby udenfor Haderslev.
Børn og unges trivsel har været mit arbejdsfelt i over 20 år – dels i mit tidligere arbejde med anbragte børn og unge, senere som speciallærer, siden som trivselsvejleder i skoleregi og nu som selvstændig med Trivsel & Terapi.
Jeg er uddannet lærer (speciallærer), har efteruddannelse i vejledning og er uddannet hypnoseterapeut med speciale i angst. I årevis har jeg haft trivselsforløb og samtaler med børn og unge, hvor jeg ofte har haft fornemmelsen af, “at kunne jeg bare komme et spadestik dybere”, så det rigtig kunne rykke noget. Det spadestik dybere, det har jeg nu fået redskabet til via hypnosen.
Ved hypnosen kan man komme ind og arbejde med det ubevidste, underbevidste sind, der ofte kommer til at styre vores handlinger, så vores rationelle tænkende hjerne bliver sat ud af spil til fordel for irrationelle tanker og handlinger. Hypnoseterapi bliver mere og mere brugt af bl.a. både læger og psykologer, hvilket jeg virkelig godt forstår, for har man først set og oplevet, hvilken hurtig positiv effekt det kan have, så kan man jo slet ikke lade være.
Jeg har en stor viden om og erfaring med at få vendt mistrivsel til trivsel. I nogle tilfælde har mistrivslen stået på i så lang tid, at det kan føles som en stor supertanker, der skal vendes i et oprørt hav – og det tager tid.
Ved en helhedsorienteret indsats kan meget lade sig gøre og jeg har mulighed for at tilbyde råd, vejledning og praktisk hjælp til både forældre og professionelle omkring barnet samt evt. deltage i møder, så vi sikrer, at alle arbejder i samme retning. Det er nemlig ikke barnet/den unge, der skal ”laves om”, men omgivelserne der skal have viden, forståelse og dermed justere på indsatser og arbejdet omkring barnet/den unge, så barnet føler sig mødt og forstået. Jeg har en bred erfaring i samarbejde med både skoler, institutioner, PPR, Familierådgivning, VISO, psykiatri samt privatpraktiserende psykologer og psykiatere.